Chapter 10

  Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs 

  for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres. 

  Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom? 

  Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. 

  Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd. 

  Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden. 

  Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få. 

  Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe? 

  Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus? 

  Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria 

  mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?" 

  Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral, 

  fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt; 

  min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb." 

  Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ! 

  Derfor sender Herren Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild; 

  Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag; 

  hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres. 

  De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op. 

  På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til HERREN, Israels Hellige, i Sandhed. 

  En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud. 

  Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med Retfærdighed vælter den frem; 

  thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers HERRE, over al Jorden. 

  Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten! 

  Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv. 

  Så svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten. 

  På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke, ja, Åget brister for Fedme. 

  Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive; 

  de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster, Sauls Gibea flyr. 

  Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot! 

  Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods. 

  Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj - 

  Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne. 

  Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige.