| Chapter 22 |
1 | Et Udsagn: "Synernes Dal". Hvad tænker du på, siden alle stiger op på Tagene,
|
2 | du larmende, støjende By, du jublende Stad? Dine slagne er vel ikke sværdslagne, døde i Krig!
|
3 | Alle dine Høvdinger flygted, flyed langt bort, alle dine Helte, væbnet med Buer, blev fanget.
|
4 | Derfor siger jeg: Gå fra mig, lad mig græde bittert, træng ej på for at trøste mig over, at mit Folk er lagt øde!
|
5 | Thi en Dag, da man, ræddes, trædes og trænges, har Herren, Hærskarers HERRE, til Rede! I Synernes Dal brødes Mure ned, mod Bjerget hørtes Skrig;
|
6 | Elam løftede Koggeret, Aram satte sig til Hest, Kir tog Skjoldene ud;
|
7 | og de bedste iblandt dine Dale fyldtes med Vogne og Heste, lige til Porten stod de.
|
8 | Han borttog Judas Værn. På den Dag så I hen til Skovhusets Rustkammer,
|
9 | og I så, hvor mange Revner der var i Davidsbyen. I samlede Nedredammens Vand,
|
10 | gik Jerusalems Huse igennem og rev Husene ned for at gøre Muren stærk.
|
11 | I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den gamle Dams Vand. Men til ham, der virked det, skued I ikke, så ej hen til ham, som beredte det for længst.
|
12 | På hin Dag kaldte Herren, Hærskarers HERRE, til Gråd og Sorg, til Hovedragning og Sæk.
|
13 | Men se, der er Fryd og Glæde, man slår Okser ned, slagter Får, æder Kød og får Vin at drikke: "Lad os æde og drikke, thi i Morgen dør vi!"
|
14 | Men Hærskarers HERRE åbenbared for mit Øre: "Den Synd," siger Herren, Hærskarers HERRE, "får I ikke sonet, førend I dør!"
|
15 | Så siger Herren, Hærskarers HERRE: Gå hen og sig til denne Foged, Slotshøvedsmanden Sjebna:
|
16 | Hvad har du her, og hvem har du her, at du her udhugger din Grav, udhugger dig en Grav højt oppe, huler dig en Bolig i Klippen!
|
17 | Se, HERREN slynger dig bort og bøjer dig sammen, du stolte,
|
18 | han knytter dig sammen til et Knytte og kaster dig ud i et vidtstrakt Land! Der skal du dø, der din Æresvogn komme, du Skændsel for din Herres Hus!
|
19 | Jeg støder dig bort fra din Stilling og styrter dig fra din Post.
|
20 | Men på hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim, Hilkijas Søn,
|
21 | og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham med dit Bælte og lægger din Myndighed i hans Hånd. Han skal blive en Fader for Jerusalems Indbyggere og Judas Hus.
|
22 | Jeg lægger Nøglen til Davids Hus på hans Skulder; når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op,
|
23 | Jeg fæster ham som en Nagle på et sikkert Sted, og han skal blive til Hæder for sit Fædrenehus.
|
24 | Men hænger hans Fædrenehus`s hele Vægt sig på ham, Skud og Vildskud, alle Småkar, fra Fadene til alle Krukkerne,
|
25 | så skal det ske på den Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, at Naglen, der var fæstet på et sikkert Sted, giver efter, rives ud og falder ned, og hele Vægten, som hænger derpå, skal slås sønder. Thi HERREN har talet!
|